Parkinsonramte risikerer at få for lidt mad
Parkinsonramte risikerer at få for lidt mad. Det er der flere grunde til. Sygdom og højere alder påvirker hjernens sultcenter. Madlysten er mindre og mæthedsfølelsen kommer hurtigere.
Samtidig kræver Parkinsons sygdom meget næring. Kroppens hvilestofskifte er øget. Muskler kan være spændt, selv når kroppen er i ro. Overbevægelser – dyskinesier – bruger også energi. Det betyder, at mange risikerer at spise for lidt i forhold til kroppens reelle energibehov, især, hvis man også lider af mundtørhed, synkebesvær, nedsat smagssans og har behov for mad med særligt tilpasset konsistens. Så kan det være vigtigt at kompensere med mange små, men næringsrige måltider.
Genvundne funktion
De mennesker vi hjælper nyder den (genvundne) autonomi, der betyder, at de ikke er afhængige af, at andre kan give dem mad, når de er sultne, kan ramme det rigtige tempo og i det hele taget hjælpe dem på en indfølende måde.
I dette blogindlæg skal du møde Egon, Irene, Tove og Niels, der alle fire har fået livsglæden og appetitten tilbage sammen med spiseteknologien Obi.
Egon spiser nu når han er sulten
For Egon er det vigtigt for appetitten at spise, når han er sulten. Sammen med hjemmehjælpen har han fundet en løsning, hvor de bruger to af Obis fire skåle til morgenmad og to til frokost og snacks. Efter morgenmaden sætter Egon selv tallerkenen i køleskabet og tager den frem til frokost, når han er sulten. Det har øget hans appetit, at han kan spise, når han har lyst og ikke skal vente til et bestemt tidspunkt.
Irene slipper for hjælpernes small-talk
For parkinsonramte kan det være svært at gøre flere ting ad gangen. Det kan derfor være en hjælp, at samtalepartneren undgår at tale til en, mens man spiser. Har man som Irene mange forskellige hjælpere i løbet af ugen, der hjælper med spisningen, kan det være svært at koncentrere sig, når der er for meget snak og måltidet samtidig skal overstås inden for tidsrammen.
Irene, der bor på et rehabiliteringscenter, foretrækker at sidde alene ved et bord og spise med Obi, så hun fuldt ud kan koncentrere sig om måltidet og bruge den tid, det tager at spise sig mæt. Tid mellem hver mundfuld er vigtig for mange parkinsonramte på grund af mundtørhed.
Niels kan blive boende hjemme med sin kone
Det kan være brugbart, dels for den Parkinsonramte, dels for de pårørende at overveje, hvad man vil bruge sin energi på. Der er ting, som det kan være på sin plads at få hjælp til, således at man har energi til de ting, som betyder meget for en.
Det kan være en lang kamp at komme igennem et måltid. Både for den parkinsonramte, men også for ægtefællen. Appetitten kan også blive påvirket hvis man føler sig klodset og handicappet af sine motoriske problemer.
Niels, 88 år, bor hjemme i parcelhuset sammen med sin kone. Konen er syg og Niels kunne både se og fornemme, at hun ikke magtede at made ham. Hun tabte sig fordi hun selv fik for lidt at spise.
Med spiserobotten Obi er der blevet styr på måltidet for dem begge. Niels’ kone anretter maden i Obis skåle og resten klarer han selv. De kan spise alle måltiderne sammen eller forskudt på de dage, hun har nogle ærinder eller har brug for at hvile sig.
Spisehjælpemidlet Obi
Obi er seneste skud på stammen inden for spiserobotter, og den adskiller sig fra andre ved, at tallerken og robotarm er integrerede og at den er menneskelig i sine bløde bevægelser.
Tallerkenen er indrettet med fire skåle for at holde maden adskilt og give borgeren mulighed for selv at vælge.
Obi styres med to knapper – en til at styre skeens bevægelse fra tallerken til mund og en til at vælge, hvilken af de fire skåle, skeen tager mad fra. Det er også muligt at lægge begge funktioner i én knap, så man får tre bidder fra hver skål.
Obi er batteridrevet og kan klappes sammen og pakkes i en taske, så borgeren kan tage robotten med sig til arrangementer uden at være afhængig af hjælp til at spise.
Obi indstilles af en hjælper ved at placere skeen foran borgerens mund og trykke ‘Gem’. Positionen er gemt indtil man ønsker en anden højde, fx i sengen eller på restaurant.