Beskrivelse
ABTIM (Gameport) er et Bluetooth modul, som gør det muligt at simulere input fra en spilenhed også kaldet Gameport. Dette er brugbart i de tilfælde, hvor der er behov for at bruge en eller flere eksterne 0/1-kontakter til at betjene funktionerne i f.eks. Grid 3 fra Smartbox.
Det er muligt at tilslutte op til fem 0/1-kontakter og bestemme hvilke funktioner, der skal være til rådighed fra kontakterne. Hver indgang kan opsættes til at betjene op til 2 gameport knapper, ved hhv. kort og langt tryk. Som standard er jack indgangene sat op til at betjene gameport knapperne 1 – 5, altså én gameport knap pr. indgang.
Modulet indeholder et batteri, der kan levere strøm til ca. 60 timers brug, men da ABTIM som standard går i standby efter 5 minutter inaktivitet vil batteriet i paksis kunne forsyne modulet i meget længere tid mellem ladningerne. Modulet vækkes fra standby ved tryk på én af de tilsluttede kontakter. Det er også en mulighed at tilslutte fast forsyning til modulet gennem USB-C stikket, hvorved der ikke længere skal tages hensyn til batteristanden.
Det er muligt at ændre skanningstiden der definerer forskellen mellem et kort og langt tryk, samt at ændre frekvensen på den akustiske feedback, der indikerer kort og langt tryk. Lyden er som standard slukket.
Produktet er omfattet af Udstyr efter mål, og produceres ved bestilling, specialt tilpasset borger på baggrund af rekvisition fra terapeut/gældende myndighed.