Hos Aabentoft er bæredygtighed en central del af vores forretningsstrategi. Vi arbejder målrettet på at reducere vores miljøaftryk gennem større initiativer som bæredygtigt byggeri, solcelleanlæg, el- og hybridbiler samt el-lade standere.
I dagligdagen arbejder vi blandt andet med små specialtilpassede produktioner, samt kørsel på akutte REHAB-serviceopgaver, og vi ser derfor frem til at få input til nye værdifulde initiativer, der også kan styrke vores bæredygtige tankegang her, og bidrage til en grønnere fremtid hvor vi samtidig lever op til det samfundsmæssige ansvar som vi har i vores daglige virke.
Vi engagerer os i miljøet og samfundet, og vi tror på at hvis alle bidrager det bedste de kan, under deres forudsætninger, så kan vi sammen gøre en stor forskel for miljøet.
Marlene P. Rasmussen

Det Grønne Akademi
Aabentoft har haft 3 forandringsagenter til at arbejde med bæredygtig forretningsudvikling og grøn omstilling via Det Grønne Akademi i Aarhus. Det Grønne Akademi har til formål at opkvalificere højtuddannede ledige og hjælpe virksomheder med grøn omstilling. Gennem et 9-ugers forløb, bestående af 5 ugers undervisning og 4 ugers virksomhedspraktik, uddannes deltagerne som grønne forandringsagenter.
Forandringsagenterne har kompetencer inden for områder som CO?-beregning, cirkulær økonomi, bæredygtig forretningsudvikling og ESG-rapportering. Under forløbet har deltagerne i tværfaglige grupper samarbejdet med Aabentoft om at udvikle bæredygtighedsrapporter, der kortlægger mulige tiltag og indeholder konkrete handlingsplaner for implementering af grønne initiativer.

Medarbejdertrivsel
Medarbejdertrivsel er en stor del af Aabentoft sociale bæredygtighed. Aabentoft er en arbejdsplads med fokus på trivsel blandt medarbejdere, og vi har for nylig lært at det er en af de gode fortællinger som gerne må tage sin plads i vores bæredygtighedsprofil.
Af de faste aktiviteter, har vi to årlige traditioner; nemlig en sommeraktivitet og en julefrokost. Med sommeraktivitet har vi bl.a. prøvet kræfter med ”overlevelsesbane”, klatring og kanotur – sidstnævnte i øsende regnvejr, men hold da op hvor var det en sjov tur. Hos Aabentoft er vi helt fjollet med jul og julepynt, så hvert år pynter vi op i stor stil. Faktisk er det næsten på højde med Salling og strøget i Aarhus, og vi nyder de overraskede udtryk når gæster kommer i huset. Vi forsøger også at peppe dagen op med sunde juicer, men vi er samtidig ufattelig glade for kage.

Målrettet fokus på at give borgere med funktionsnedsættelser de bedste forudsætninger ud fra deres præmisser
Hos Aabentoft tror vi på at selvstændighed øger livskvalitet! Det tror vi faktisk så meget på at det er blevet det budskab som vi udtrykker mest – derfor vil du både kunne se det på vores hjemmeside, tøj og trykte materialer. Selvstændighed er central for en persons følelse af værdighed og selvtillid. For personer med handicap kan brugen af hjælpemidler være den afgørende faktor, der gør det muligt at udføre daglige aktiviteter uden eller med minimal hjælp fra andre personer. Selvstændighed kan både komme til udtryk i folks mobilitet når vi har med kørestole og lignende at gøre, samt det kan være evnen til at kunne kommunikere, overskue egen hverdag, bruge det øvre bevægelsesapparat og evnen til at være i egen krop.
Kort sagt, målet er at skabe en mere inkluderende verden, og give hver enkelte borger de allerbedste præmisser ud fra deres vilkår, så alle kan få en meningsfuld og selvstændig hverdag samt et tilfredsstillende liv.

Fastholdelse af borgere på arbejdsmarkedet
Aabentoft forhandler forskellige typer af armstøtter – både mekaniske og elektroniske. Disse kan være en hjælp i hverdagen for mennesker med nedsat funktion og/eller store smerter i arme, nakke og skuldre, hvorfor armstøtter både forøger/tilføjer funktioner samt aflaster og bidrager til bedre ergonomiske arbejdsstillinger i visse erhverv. Derudover anvendes armstøtter også til genoptræning og rehabilitering.
Mekaniske armstøtter er velegnede til personer, der har en vis mobilitet, mens elektriske armstøtter er beregnet til dem, der har behov for elektrisk støtte.
Industrien, jobcentre og forsikringsselskaber har interesse i disse hjælpemidler da de kan bidrage til fastholdelse af arbejdskraft samt nedsat antal arbejdsskader. Tiltaget bidrager til social bæredygtighed og understøtter den sociale bundlinje. Ligeledes understøttes FN’s verdensmål nr. 8,5 der omhandler fuld beskæftigelse og anstændige jobs med lige løn.

Gratis undervisning i ASK
Undervisning i Alternativ Supplerende Kommunikation (ASK) bidrager til den sociale bæredygtighed i vores samfund. Foruden at udbrede budskabet om vigtigheden af ASK, for borgere uden et verbalt sprog, og løbende holde gratis undervisninger, har vi hos Aabentoft også stor fokus på vidensdeling indenfor feltet. Derfor deltager vi ofte i netværk og seminarer, og støtter op om lokale såvel større arrangementer hvor vores konsulenter holder oplæg.
De fysiske kurser såvel som de online webinarer er med til at uddanne personale, fagfolk, terapeuter og pårørende i målet om at give alle en stemme. Undervisning i ASK, alternativ betjening mv. har også en plads i Aabentofts Bæredygtighedsprofil. Undervisningen understøtter FN´s Verdensmål nr. 4 omkring kvalitetsuddannelse og særligt delmål 4,5 der handler om at sikre lige adgang til uddannelse for udsatte grupper.

Etablering fællesskabet Grid Danmark med har fokus på vedvarende at skabe relevant indhold
Hos Aabentoft arbejder vi mod at være gode rollemodeller og være socialt ansvarlige. Det kommer bl.a. til udtryk i Facebook gruppen Grid Danmark, der er et fællesskab, for fagpersoner, konsulenter, pårørende, brugere og i bund og grund alle der har interesse i faget.
Grid Danmark er et forum hvor medlemmer kan hjælpe og støtte hinanden, det skaber rammerne for vidensdeling indenfor ASK generelt, men i særdeleshed også om Grid, herunder nyttige sidesæt, spørgsmål, ideer og hvad end folk har på hjertet. Derforuden arbejder vores konsulent Rikke målrettet på at skabe relevant indhold til Grid, hvor hun gerne deler nyhederne i Grid Danmark.
Aabentofts Grønne profil og ovenstående bæredygtighedsprofil er et udpluk af elementer fra vores daglige virke. Sagt med andre ord så er de ikke en facitliste, da ESG er et felt vi konstant er opmærksomme på og samtidig et term vi konstant lærer mere om.